DECEMBER 2014

Møller & Grønborg (M&G) har i samarbejde med Copla Legepladser + Learning Spaces tegnet projektet Munkebo Bypark, for den selvejende institution "Munkebo Bypark".

Under udførelsen af projektet agerer M&G hovedrådgiver.

Munkebo by er en gammel værftsby der efter lukningen af Lindøværtet i 2012, stod overfor en række nye bymæssige udfordringer. I den forbindelse opstod visionen om at skabe et nyt samlingssted for byens borgere på tværs af aldersgrupper, interesser og kulturelle forskelligeheder, og ideen om Munkebo bypark opstod.

Byparken er inddelt i tre nedslagsområder. Et til idræt, et til friluftsliv og et til leg og socialt ophold. De tre områder bindes sammen af et 1,5 km langt loop der er ideel til løb, cykling og rulleskøjter. Nedslagene ligger som en del af landskabet og den nære natur, hvor de valgte aktiviteter tilpasses stedets karakter og brug i dag.

Torben Frølich, direktør i Lokale og Anlægsfonden, siger om projektet:

"Byparken i Munkebo bliver et spændende eksempel på, hvordan et dårligt udnyttet og lidt trist areal kan udvikles til bypark med idrætsaktiviteter, leg og naturoplevelser og dermed være med til at give en mindre provinsby nyt liv og en ny identitet i nye fælles rammer."

Projektet er støttet A.P. Møller og Hustru Chastine Mc-Kinney Møllers Fond til almene Formaal og Lokale- og Anlægsfonden.