Juni 2015

Med høj sol, godt humør og en salve af kanonslag blev Blokhus Bæk-projektet indviet fredag den 19. juni.

 

Blokhus Bæk-projektet har til formål at højne byrumskvaliteterne, bringe den gamle badebys stedsbundne kvaliteter i spil og samtidig klimasikre byen i forhold til oversvømmelser.

 

En ny strandpromenade snor sig langs med bækken og forbinder byen med havet.  Mindre opholdspladser er opført langs med bækken, og ved havet er der opført en større samlingsplads – Strandpladsen.

 

Bækken er blevet udvidet for at kunne håndtere mere vand, propper i bækken fjernet og derudover sikrer projektet, at Strandvejen kan anvendes som en ”vand-vej” ved de store regnhændelser.