HOFOR’s og Københavns grønne visioner synliggøres med opførelsen af en ny kraftværksblok, som gennem en kraftfuld arkitektur, fortæller om skiftet fra fossile brændsler til bæredygtig energi. Byggeriet integreres i en ny grøn  helhedsplan, der bl.a. inviterer borgerne til at komme tæt på og få indblik i produktionsprocesserne - uden at kompromittere den nødvendige sikkerhed. Træ som materiale, og som symbolet på fornybare ressourcer, er det sammenhængende tema for både helhedplan og kraftværksblokken: Træplantning er et bærende strategisk og karaktérskabende element i behandlingen af AMV’s og halvøens arealer og selve kraftværksblokken omsluttes af et udvendigt lag hele træstammer.

 

Helhedsplanen forener modsætningerne; Robusthed og Foranderlighed. Tilsammen danner de grundlag for et tilpasningsdygtigt projekt, som er forankret i solide rammer. De to modsætninger genererer en beplantningsstrategi med udgangspunkt i det foranderlige og en planstrategi baseret på robusthed. Beplantningsstrategien anviser en udvikling over tid, mens planstrategien er forankret i en solid logistisk infrastruktur. Som en del af helhedsplanen for Kraftværkshalvøen foreslås et grønt Loop, der tillader offentligheden at komme helt tæt på værket. Loopets attraktion ligger på toppen af værket, hvor en platform udformes som en grøn oase, med træer og opholdsbænke. Fra denne ’Trætop’ kan man få det fysiske overblik og følge værkets produktion og grønne transformation.

 

Dommerbetænkning:

”Projektet udmærker sig særligt ved en innovativ tilgang til offentlighedens adgang til Amagerværket, hvor beskueren ikke alene får mulighed for, at komme helt tæt på BIO4, og få indkig i den bagvedliggende ’maskine... Forslaget er inviterende i forhold til omgivelser og besøgende uden at der opstår konflikt med den daglige drift, og tilbyder desuden en fantastisk mulighed for at fortsætte fortællingen om bæredygtig energiproduktion... Helhedsplanen viser en enkel og robust strategi for hvordan udfasede bygninger og anlæg kan bearbejdes og frigjorte områder beplantes.”

 

Bygherre: HOFOR
År: 2015 - , Igangværende, Vundet konkurrencee
Beliggenhed: Amager, København
Areal:  Udearealer: 30.000 m2 // Helhedsplan: 300.000 m2