Som et led i forbedringen af sikkerheden på Ringe Station, nedlægges den eksisterende perronovergang og der etableres i stedet en tunnel. Tunnelens hovedformål er at etablere en sikker krydsning af banen, men den giver også mulighed for at skabe bedre bymæssige sammenhænge og sy Ringe bedre sammen på tværs af banen. Dermed åbnes også op for at byudvikle arealerne øst for banen.

 

Projekt 'Bysløjfen' ved Ringe Station

Den bymæssige kontekst vest og øst for banen er forskellig og indeholder hver deres potentialer og udfordringer. Vest for banen er byen præget af stationsbyens skala med byhuse, butikker og belagte flader. Øst for banen er området præget af den industrielle skala og stedets store, grønne hegn. Samtidig er dette areal udpeget som byomdannelsesområde.

 

Projektet søger at etablere et samlet, identitetsrigt byrum omkring Ringe Station, som sikrer en stærk bymæssig sammenhæng på tværs af banen. Samtidig ønsker projektet at integrere ovenstående, forskellige karakteristika i de to plads-designs.

 

Den vestlige forplads designes således som en udskæring i byens belagte gulv. Indenfor udskæringen integreres en tilgængelig rampe, som kanter varierede plantebede og opholdsplateauer. Bede og opholdsplateauer udformes, så der fra tunnelmundingen og oppefra er maksimal oversigtbarhed over området.

 

Den østlige forplads udformes principielt på samme måde, men her skæres der i stedet ud i kontekstens grønne ramme. Den grønne ramme er et aktiv for områdets fremtidige boliger og byudvikling, ligesom skalaen på områdets opholdsøer er større og har sammenhæng med skalaen på både den fremtidige og historiske bebyggelse.

 

Projektet er udarbejdet i samarbejde med MidtConsult, ingeniører.

 

Bygherre: Faaborg-Midtfyn Kommune
År: 2016, Konkurrenceforslag
Beliggenhed: Ringe st., Ringe
Areal:  4.400 m2