Hovedidé & beskrivelse:

Banebroen udformes som et hævet grønt byrum og skaber en attraktiv kobling over jernbanen for fodgængere og cyklister og sammenbinder midtbyen med byudviklingsområdet Banebyen.

 

”Hærvejskvarteret” er titlen på det samlede projekt for Banebroen og Gymnasiet. Hærvejskvarteret er et nyt kvarter som, i kraft af banebroens udformning, hæver sig over jernbaneterrænet og nedbryder distancen mellem midtby og baneby. Der skabes et attraktivt koblingsled for en samlet udvidet midtby. Med forslaget forenes således park, plads og bro som en samlet idé.

 

I dommerbetænkningen lyder det:

”Vinderforslaget angriber den stillede opgave med udgangspunkt i udformningen af én samlet idé - som en bymæssig og grøn helhed, der spænder på tværs af baneterrænets barriere - til en mulig fremtidig bebyggelse. Forslaget vinder stor sympati ved en tilgang, hvor man forener park, plads og bro som en samlet idé. Bro, skole og byrum er ét, formet i en menneskelig skala, og det er vanskeligt at afgøre hvor det ene ophører og det andet fortsætter. Det er forslagets styrke.”

 

Banebroen binder kvarteret sammen i et oplevelsesrigt forløb fra ende til anden, et forløb som podes af rum på rum af grønne oaser, mødesteder, aktiviteter og opholdslommer. Broens største byrumsdannelser er Hærvejspladsen ved gymnasiet i nord og Middagshøj i syd. Hærvejspladsen former et levende og aktivt miljø ved gymnasiets hovedindgang. Pladsen er et mødested og rummer varierede muligheder for ophold både på pladsen og på promenadedækket omkring gymnasiet. I syd møder man Hærvejsrampen, hvor ’grønne lommer’, sydvendte trapper og fremskudte opholdsplinte skaber en behagelig fredfyldt atmosfære. Hele Hærvejsrampen og Middagshøjen skaber en naturlig oplevelsesrig bevægelse fra terræn og opad mod broen over banen, et terrasseret forløb, hvor det opleves som at byens gulv blot løftes.

 

”Broens design bliver videreført til Hærvejspladsen, og den omkransende pladsdannelse, der indskriver gymnasiets møde med torvets udstrækning. Ved dette greb opnås en overbevisende løsning, som nedbryder gymnasiets høje bygningsvolumen til to enheder, hvor den øvre del står som en pavillon på pladsdannelsen, og den nedre del pakker sig under denne, med god kontakt til det omkringliggende terræn og gader, og op igennem bygningens voluminøse indre. Dette designgreb er konkurrencens bedste bud på indlevelsen af konkurrencens ønske om, at få gymnasiet integreret med broen som forbinder den gamle middelalderby med banebyen syd for sporforløbet.” Uddrag fra dommerbetænkningen

 

 

Bygherre: Viborg Kommune, Mercantec og Realdania
År: 2016 - , Igangværende, Vundet konkurrencee
Beliggenhed: Viborg
Areal:  270m bro