Til SPARK-projektet på Marselisborg Centret i Aarhus har Møller & Grønborg i tæt samarbejde med rehabiliteringsekspert Nina Schriver og Alectia udformet et forslag til en ny bypark, der forener rehabilitering, klimatilpasning og byliv.

 


Vores forslag skaber en ny helhed mellem den historiske ”røde by” og parken omkring, således at det nuværende skarpe skel opløses og den historiske akse genskabes i en nyfortolkning.

 


Parken gradueres fra nære haverum til vilde naturrum gennem en differentieret udformning af henholdsvis bygningsnære haver, den centrale og sociale vandakse og det omkringliggende naturrum.

 


Bilerne er fjernet fra parkens hjerte, og der er plads til uforstyrrede udendørs aktiviteter, tryg rehabilitering og et sprudlende byliv, der inkluderer hele byen.

 


Dommerbetænkning: ”Forslaget vurderes at give fine fysiske og mentale muligheder og regnvandet bruges til udfordrende og stimulerende fysiske, mentale og sanselige udfoldelsesmuligheder. Forslaget rummer samtidig fine muligheder for at graduere nærheden til de enkelte bygninger og funktioner, og med mulighed for at skabe fundament for fællesskaber ved de overdækkede arealer.

 


Der er en gennemført vision for at integrere vandhåndtering som et stærkt oplevelsesmæssigt element i parken, og det er lykkedes at give et klart bud på, hvordan vandhåndtering kan blive identitetsskabende del af den revitaliserede park.”

 

Bygherre: Marselisborg Centret, Aarhus Kommune
År: 2016, Afsluttet konkurrence
Beliggenhed:
Aarhus
Areal: 70.000 m2