Som en del af et samlet team bestående af AART architects (hovedrådgiver), Møller og Grønborg A/S, Trafikplan og E+N Arkitekter, har Møller & Grønborg vundet parallelopdrag om ny masterplan for Aarhus Kommunehospital.

 

Forslaget er baseret på fire ”dogmer”: 1) Forstærk det historiske potentiale 2) Forbind med den omkringliggende by 3) Giv mulighed for moderne livsformer 4) Skab en robust plan­løsning.

 

Overordnet har projektet en meget bevarende tilgang til den arkitektur og homogeni­tet, der findes i det eksisterende Kommunehospital, og der arbejdes ud fra et ønske om at udvikle stedet på dets egne præmisser. Projektet foreslår derfor, at der bygges videre på Kommunehospitalets bebyggelsesstruktur og materialepalette, og at områdets stokbebyggelse og karakteristiske røde tegl bliver grundlæggende elementer i en udvikling af området.

 

Ny bebyggelse følger den eksisterende stokbebyggelse i formsprog og proportioner, der kun brydes enkelte steder: Hvor en bygning drejes 90 grader for at markere et særligt sted eller forbindelse, eller hvor enkelte tilbygninger i let konstruktion skaber overdækkede gårdrum til moder­ne læringsrum. Ligeledes videreføres det røde tegl i den nye bebyggelse for at bevare og styrke områdets særlige stoflighed.

 

Forslaget arbejder med at gøre den indre bygade og de tilstødende byrum til et centralt og visuelt element, der bidrager til stedets identitet ved også at introducere den røde teglsten her. Belægningen varierer mellem røde teglstensfortove, fuldt belagte pladser og stier, der blot er kantede af en rød sten, hvormed der skabes en differentiering og hierarki i området.

 

Universitetets grønne parklandskab strækker sig på tværs af Nørrebrogade og ind mel­lem Kommunehospitalets bygninger - helt frem til bygaden - for visuelt at binde de to områder sammen. Derved opnås en oplevelse af at bevæge sig gennem en park, når man kører på Nørrebrogade.

 

Forslaget arbejder med at skabe en differentiering mellem byrummenes karakter, som udover at omfatte den centrale plads også indeholder en række mindre (men fortsat store) urbane rum, samt mindre grønne lommer til mere private fordybelsesrum.

Langs bygaden, der ses som områdets rygrad, og omkring de større pladser i området placeres udadvendte funktioner og skabes aktive facader, som skal give området en mere åben karakter.

 

Bygherre: FEAS
År: 2016,
Beliggenhed:
Aarhus