Skanderborg får et nyt søbad og en ny plads foran byens kulturhus. Projektet, der er støttet af Lokale- og Anlægsfonden, kobler bevægelse og kultur sammen på en ny måde og bliver et demonstrationsprojekt, der skal vise, hvordan tilgængelighed for alle kan indarbejdes i arkitekturen, så det fremstår som ”universelt design” med en naturlig, flot og værdig løsning i byggeriet.

 

For fire år siden blev der etableret et mindre pontonbad i Skanderborg Sø. Lige foran byens markante hvide kulturhus. Søbadet i den lille, midlertidige version blev hurtigt en stor succes og derfor er tiden nu kommet til at etablere et rigtigt søbad, der kan fungere som støttepunkt for mange flere aktivitetsmuligheder i, på og ved vandet. Søbadet bliver på 1.900 m². Det får tre mindre beskyttede svømmebassiner og giver adgang til en større svømmebane ude i selve søen. Søbadet udstyres også med udspring fra tre og fem meter vipper placeret ud mod søen.

 

Oplagt at sammenkæde idræt og kultur
Med placeringen nærmest for foden af kulturhuset er det oplagt at sammenkæde idrætsaktiviteterne omkring søbadet med nye muligheder for udendørs kulturaktiviteter. Derfor kobles det kommende søbad sammen med ”Kulturløberen”, der bliver navnet på et kulturtorv, som udstyres med en række unikke roterende møbler, som Møller & Grønborg har specialdesignet til projektet. De identitetsstærke møbler kan både bruges til dagligt ophold og som støtte til arrangementer og events.

 

Innovativt universelt design
Som en vigtig del af arkitekturen, bliver både søbadet og kulturtorvet tegnet med blik for det, man kalder ”universelt design”. Projektet bliver et markant demonstrationsprojekt, der med innovative, varierede og ligeværdige løsninger, skal vise, hvordan et spændende og attraktivt byrum kan bygges så det giver alle mulighed for at få adgang til det bl.a. på tværs af funktionsevne og alder.



Bygherre: Skanderborg Kommune
Samarbejdspartnere: GPP, NIRAS og ONV Arkitekter
År: 2017, igangværende
Beliggenhed:
Skanderborg
Areal: 3500m2