De fleste rundkørsler er blot trafikale elementer, som er fuldstændig udformet til sit formål; at fordele trafikken sikkert og med et godt flow. Ved rundkørslen i Tørring, er der imidlertid mulighed for, ikke blot at udsmykke rundkørslens midte, men at sammentænke vejrummet langs A13 og rundkørslen i et sammenhængende landskabsrum med identitet og fortælling. Vi har derfor, i dette projekt, søgt ikke at skabe endnu et kunstobjekt, men i stedet at udforme det landskabsrum som vejen og rundkørslen befinder sig i, så det forvandles til et sted

 

Landskabsrummet ved indkørslen til Tørring har således til formål at styrke Tørrings DNA. Tørring er byen, hvor man sætter kanoen i vandet og glider afsted med strømmen ad Gudenåens naturskønne vandlandskab. Det er en by, hvor nærheden til naturen udgør en enorm herlighedsværdi. Derfor er udformningen af rundkørslen og landskabsrummet omkring, inspireret af sagnet om Gudenåens dannelse og halvguden Guddar, der efter sigende bortførte en pige i Tinnet Krat, som ligger nær Tørring. Ifølge sagnet blev Gudenåen dannet da pigens fader, i forsøg på at få sin pige hjem igen, sendte ild og vand efter Guddar.

 

Guddars Skov er ikke en skulptur, den er et sted. En ultra koncentreret og fortryllet udgave af Tinnet Krat eller en fantasifuld version af ådalens våde enge. Det vil være et sted som man oplever og mærker - et landskabsrum inspireret af sagn og myters magiske universer. Fremfor et skulpturelt objekt indplaceret i vejrummets og rundkørslens trafikale logik, finder man ved porten til Tørring; vejen og rundkørslen i en magisk skov, et stemningsfuldt sted, hvor atmosfæren forvandler vejrummet til oplevelsesrum og man ikke tvinges til at se og fortolke, men blot mærke, føle og suge skovens magiske stemning til sig.

Således stræber vi med dette forslag ikke at syntetisere Tørrings identitet i ét objekt, men at skabe et sted som man kan mærke, opleve, lade sig røre af - et sted med en iscenesat superkoncenteret natur, hvor fugtige regnvandslavninger fremtryller mosekonens bryg, hvor kæmpe forgyldte marksten kaster dansende skygger og birketræernes hvide stammer lyser op i mødet med bilernes lygter. Et sted hvor sagn og myter kommer til live, hvor historien om Guddar, den kloge mand fra Tørring som sendte ild og vand og i jagten på Guddar lever i kraft af den fantastiske stemning man rammes af, når man passerer Guddars Skov.



Bygherre: Hedensted Kommune

År: 2017, Konkurrence

Beliggenhed: Tørring