I samarbejde med Friis & Moltke, FM Bygningsdrift, Rummets Sprog og Tækker har Møller & Grønborg vundet projektkonkurrencen om at opføre en ny skole i Skærbæk med plads til ca. 600 elever og lærer.


Hovedgrebet for den landskabelige bearbejdning af udearealerne og landskabet ved den nye skole, Vadehavsskolen, tager udgangspunkt i en grundig læsning af skolens placering i landskabet, dens nærhed til Vadehavet og den kulturhistorie, der er indlejret i områdets bærende landskabstræk. Netop derfor har det været afgørende at skabe et landskab omkring skolen med to væsentlige koblingspunkter; ét der kobler skolen sammen med landskabet og ét, der kobler skolen sammen med byen.


Skolens placering i overgangen mellem det smukke marsklandskab med Vadehavet i horisonten og byen på den anden side understreges ved at lade skolens uderum gribe fat i marsklandets landskabstræk, som trækkes helt ind omkring skolen i form af et åbent landskab med tydelige veje og stiforbindelser mod byen. Ankomstarealer og parkering indarbejdes i dette grønne læbælte, hvilket skaber en kontrastfuld effekt, når man bevæger sig fra den grønne lomme til skolen, der som et værft ligger frit og hævet på marken. Ved ankomsten mødes man af en åben kile, der fører blikket igennem skolen og ud mod det åbne marsklandskab, hvor der er åbne vidder og højt til himlen.


De udendørs læringsrum er indrettet og programmeret så de indbyder til forskellige grader af bevægelse og motorik, varierer i deres kobling til naturen og henvender sig bredt til forskellige pædagogikker, lege- og læringsstile. Her kan fremhæves terrasserne ud for basis- og undervisningslokalerne, værkstederne ved fagmiljøerne Krea og Science samt aktivitetsrum i marsken, i ”skovkanten” og inde i ”skoven”.

 


Bygherre: Tønder Kommune

Samarbejdspartnere: Friis & Moltke, Rummets Sprog, Tækker, FM Byg.drift

År: 2017-20

Beliggenhed: Havdrup

Areal: 42.000 m2