Møller & Grønborg har sammen med NIRAS vundet miniudbuddet om LAR og skybrudssikring af villaveje i Vangede, Gentofte.


Skitseprojektet fokuserer på en merværdiskabende løsning og rummer både ambitioner for regnvandshåndtering, trafikforbedring, øget naturkvalitet og forbedring af vejrummenes byrumskvaliteter.


Mosegårdskvarteret består af en varieret række af vejrum, der hver især udgør kvarterets byrum. Der er de grønne villaveje, hvor hække og havetræer indrammer vejrummet. Der er den åbne strækning af Mosegårdsvej, hvor variationen i boligtyper, fra parcelhuse til rækkehuse og lejligheder, skaber et mere åbent enddog grønt vejrum. Og der er den stejle Snogegårdsvænge med åbne kanter og et bredt rum mellem etageejendommene. Udformningen af regnbedene langs vejene tilpasses og tilgodeser de forskellige byrumskarakterer. Hvorved byrumskvaliteten forbedres, og vejrummene bliver grønne, venlige og helstøbte byrum.


Regnvand håndteres i trug, som leder vand fra de små sideveje og private grunde til vejene, hvor regnbede renser og nedsiver vandet inden det ledes til det ny skybrudsbassin i syd-øst. På Toftegårdsvej håndteres vandet i regnvandsbede med skybrudsbrønde.


Håndtering af regnvand på terræn og etableringen af regnbede muliggør en forbedring af både biodiversitet og naturoplevelse. Regnbedene tilpasses lokale forhold, så de styrker vejrummet og skaber natur- og byrumskvalitet, ligesom de tilpasses beboernes ønsker og engagement i driften.


Regnbedene fungerer i hele området som hastighedsdæmpende elementer idét man ’snor sig’ om bedene, der skiftevis placeres i højre og venstre side af vejen.

 


Bygherre: Nordvand, Gentofte Kommune, Gentofte Spildevand

Samarbejdspartnere: NIRAS

År: 2017

Beliggenhed: Vangede, Gentofte