I samarbejde med Andersen & Grønlund og SBS forestår Møller og Grønborg udviklingen og byggemodningen af Deltakvarteret i Vinge.


Deltakvarteret bliver den første bydel i den nye by Vinge. Helt centralt i bydelen er deltaet, som opsamler alt bydelens regnvand og samtidig bliver områdets rekreative omdrejningspunkt.


Terrænet er modelleret, så bydelen er klimasikret og vandets vej bliver et smukt karakteristika for bydelen fra de små skarptskårne render tæt på husene til små lokale opsamlingssøer og vilde render med høje blomster for til sidst at løbe ud i deltaet.


Ved fælleshuset er der lavet en rampe og bedding til kajakker og lignende, samt en opholdsplads i træ, som ligger i forskellige plateauer ned mod deltaet. Dette muliggør tæt kontakt med vandet og vil blive et naturligt samlingspunkt i området med flere opholdsmuligheder.


Intentionen er at skabe et naturpræget område, hvor følelsen af at bo i naturen er intens. Her er træer og høje enggræsser lige udenfor boligen og deltaet danner med de små søer et smukt gennemgående rekreative elementer i området.


Et grønt stisystem og mindre broer binder området sammen og sikrer let tilgængelighed i området samt adgang til de mange rekreative områder og vandet. Stisystemet kobler sig ligeledes på de omkringliggende kvarterer.


Møller & Grønborg har designet samtlige broer og opholdspladsen, der er udformet som et trappeanlæg og fungerer som siddemøbel langs deltaet.

 

Deltakvarteret i Vinge har som det første byområde modtaget guld efter DGNB-standarderne.

 


Bygherre: Frederikssund Kommune

År: 2014-2017

Beliggenhed: Vinge, Frederikssund

Areal: 57.000 m2