Møller & Grønborg har i samarbejde med Hoffmann, GPP arkitekter og Sloth Møller udarbejdet konkurrenceforslag til Lindbjergskolen, tilhørende de to byer, Hammerum og Gjellerup. I dag har den grønne kile imellem de to byer karakter af mange boldbaner og læhegn, som adskiller de to byer frem for at forbinde. Den landskabelige tilgang tager derfor afsæt i at styrke den lokale identitet og sammenhængskraften mellem de to byer med Lindbjergsskolen og Hammerum Hallen som hængsel.


Skoven er et naturrum – et rum til fordybelse, undersøgelse, opdagelse, leg, læring og aktivitet. Her sætter kun fantasien grænsen. Skoven er dermed en forbilledlig reference for projektets landskabelige tiltag, ”Skovstjernen”, ”Skovtorvet”, ”Børneskoven” og ”Skovhøjen.” Sammen udgør disse et kuperet, delvist skovdækket, delvist åbent lege- og oplevelseslandskab, hvor træerne prioriteres med fokus på at skabe forskelligartede rumligheder.

 

”Skovstjernen” sammenfletter nye stiforbindelser med eksisterende, så der skabes et forløb med forskellige natur- og aktivitetsoplevelser. ”Skovtorvet” er skolens centrale torv, et fleksibelt, multifunktionelt hjerterum. Torvet forbinder ude- og indeliggende arealer og funktioner som multibane, værksteder og opholdssteder. ”Børneskoven” udgør et uformelt sted med programmerede skovområder til leg, læring, opdagelse og fordybelse.


Eleven mødes og udvikles med udfordrende og forskelligartede rammer, der tilbyder en variation af oplevelser, læringssituationer og møder, og hvor læring, trivsel og fritidsliv smelter sammen i små og store fællesskaber.


Der udarbejdes desuden nye ankomstveje, stiforbindelser og parkeringsarealer, der tilgodeser tilgængelighed for alle. Samtidig indarbejdes en landskabelig og rekreativ regnvandshåndtering bestående af lavninger, der sammen med det øvrige kuperede terræn opfordrer til intuitiv bevægelse og leg. Regnvandsløsningen beriger dermed projektet med en landskabelig og undervisningsmæssig merværdi.

 


Bygherre: Herning Kommune

År: 2016

Samarbejdspartnere: Hoffmann, GPP Arkitekter, Sloth Møller

Beliggenhed: Hammerum, Gjellerup