Fra et geografisk perspektiv er Lemvig et unikt sted at snakke klimaudfordringer. Lemvig rummer med sine landskabelige værdier, bykerne og placering ved Limfjorden mange kvaliteter. Havet og kysten udgør på én gang byens største kvalitet og største udfordring. I et helhedsbillede mellem by og hav synliggøres udfordringerne med fremskredne klimaudfordringer, hvor vildere vejr, højere vandstand, mere nedbør og kraftigere vind skaber nye udfordringer.

 

I samarbejde med Kjær & Richter og Viggo Madsen har Møller & Grønborg udarbejdet et projektforslag til det nye Klimatorium i Lemvig. Visionen er at skabe et visuelt ikon – en eksponent for at søge svar og løsninger på de klimamæssige udfordringer, som samtidig vil være med til at sætte Lemvig på verdenskortet som et omdrejningspunkt for viden, forskning og formidling om klimatilpasning og kystsikring.

 

Visionen er at skabe et ikonisk og inspirerende Klimatorium, der

 

• skaber nysgerrighed omkring klimaet og dets forandringer ved selv at være en del af klimasikringen

• med dets arkitektur bliver et varetegn for Lemvig

• tilbyder varierede og veldisponerede arbejdsområder til forskning og formidling

• signalerer byggeri af høj arkitektonisk kvalitet, som naturligt bliver et ankerpunkt for den nye havnepromenade

• med intelligente designløsninger bliver et bæredygtigt hus, der aktivt udnytter sol og vand.

 

Klimatoriet ligger på kanten mellem vand og land, i overgangen mellem havnemiljø og det kystnære landskab mod nord, mellem fjordens flade landskab og de bølgende bakker, der rejser sig som en frodig ramme omkring byen.

 

Det nære landskab omkring Klimatoriet tager afsæt i dette omkringliggende og kontrastfyldte landskab. Netop her artikuleres sammenstødet mellem bløde og hårde modsætninger og organiske og geometriske konturer. Overgangen mellem land og vand står skarpt ved den gennemgående klimasikringsmur, der fortsætter som en forbindende linje fra havnen, gennem Klimatoriet og videre til det grønne kystnære landskab ved boligerne mod nord. Mod syd møder Klimatoriet skatebanens bløde betonbakker. Stedets formsprog og det kuperede terræn trækkes helt op til kanten af den nye bygning og skaber et legende og levende landskab, der står i kontrast til den stramme havnegeometri.

 

Fra havne- og kajarealerne åbner forslaget op for Klimatoriet fra syd. Her etableres et forløb for gående, cyklende og rullende besøgende i forlængelse af havnepromenaden. Et kombineret trappe- og rampeforløb løfter promenaden op til murens overkant i kote 2.45 og inviterer de besøgende indenfor i Klimatoriet. Besøgende fra Teglgårdsvej ledes ind i området via det bugtede stiforløb, der slynger sig hele vejen op til broen og plateauet, hvorfra de ledes videre op til hovedindgangen. Stien skaber en blød og naturlig overgang mellem skateparken og det legende landskab omkring det nye hus.

 

Bygherre: Lemvig Vand & Spildevand og Lemvig Kommune

År: 2018

Samarbejdspartnere: Kjaer & Richter A/S, Viggo Madsen A/S

Beliggenhed: Lemvig