Møller & Grønborg har udarbejdet en ny strategi og masterplan for Jammerbugt Kommune med henblik på, at skabe en tydeligere fysisk sammenhæng i Limfjordslandet, skabe organisatorisk samspil på tværs af lokalsamfund, tiltrække flere turister, samt fastholde og øge bosætningen i området.


Som afsæt for strategien har M&G forestået analyse og kortlægning af landskabet, kulturmiljøerne og naturen med henblik på at udpege Limfjordslandets unikke stedsbundne kvaliteter og lokale værdier. Strategien sigter mod, at styrke disse gennem tre indsatsområder: øget tilgængeliggørelse, bedre formidling og opgradering af faciliteter i området.


Strategien indeholder desuden en række anbefalinger, som beskriver potentialet i tre ”forløb” langs Limfjorden, som grundlag for at skabe en stærkere helhedsoplevelse af Limfjordslandet for både lokale og besøgende. Disse forløb er Rygraden, Oplevelsesruterne og Havnene.


Langs Rygraden, der følger den eksisterende vej langs fjorden og forbinder området, arbejdes der med tilgængelighed, faciliteter og formidling. Fire nye Oplevelsesruter med forskellig tematisering kobler sig på Rygraden og inviterer ud på ture i landskabet og til de kulturhistoriske steder. De tre Havne ligger som koblinger mellem fjorden og Rygraden.


Opgaven indeholder desuden detaljeret udvikling af de tre Havnes identitet og stedsbundne oplevelser, som supplerer turistdestinationerne langs vestkysten. Ligeledes gives bud på, hvordan Havnene kan supplere hinanden i en overordnet sammenhæng, med hver deres karakter og identitet, frem for at konkurrere om de samme brugere.


Limfjordslandet er kendetegnet ved at omfatte en del mindre lokalsamfund med en meget høj grad af lokal identitet. Tegnestuen har derfor løbende inddraget projektets mange interessenter, borgere og lokale ildsjæle.

 

 

Bygherre: Jammerbugt Kommune

År: 2018

Samarbejdspartnere: Jammerbugt Kommune

Beliggenhed: Jammerbugt

Areal: 165 km2