Møller & Grønborg er udvalgt til at genskabe og nyfortolke kystbyen Blokhus’ oprindelige kvaliteter og omdanne den historiske, men nedslidte badeby til et rekreativt område af højeste kvalitet, hvor bækken igen bliver en livsnerve for byen. Omdrejningspunktet for omdannelsen er en genåbning af Blokhus Bæk. Bækkens forløb iscenesættes med ny belægning og beplantning samt etablering af en promenade og stier, der skaber en smuk forbindelse gennem byen og ned til havet.

 

Fritlæggelsen af bækken skal således genskabe byens fysiske struktur og binde byens pladser og kulturelementer sammen og ikke mindst bidrage til byliv og aktivitet. Samtidig skal åbningen af bækken fungere som klimatilpasning og løse aktuelle udfordringer omkring nedbør og oversvømmelser.

 

Byen opstod oprindeligt som en livlig handelsby, hvorfra man sejlede landbrugsvarer til Norge og byttede til tømmer, som var en knap reesource i Blokhus. Projektet referer til gamle handel med tømmer – med de store azobe trækanter, der som drivtømmer smles ved Strandpladsen og snor sig ind mod byen. Promenaden er udført i beton støbt på stedet og udgør bækkens ene brink. Den anden brink vil fremstå med en mangfoldig af urter og blomster, som er tilpasset det våde og salte klima.

 

Projektet er ét ud af fem udvalgte projekter, der har opnået støtte fra Realdanias kampagne ”Stedet Tæller” og fokusområdet ”Kvalitet i kysternes turistbyer” til at vise, hvordan kystbyen kan udvikles til et unikt sted med høj kvalitet i det byggede miljø.

 

Opgaven løses af Møller & Grønborg som hovedrådgiver og landskabsarkitekt og Alectia som underrådgiver. Projektet skal stå færdigt til at modtage sommerens gæster i 2015.


Bygherre: Jammerbugt kommune og Realdania
Status: Under udførelse
Beliggenhed: Blokhus
Areal: 17.500 m2