Udvikling af et nyt bynært bykvarter i Grenaa. Visionen er at skabe et særlig attraktivt tæt bykvarter som Grenåen gennemløber og hvor bycentret ligger umiddelbart op ad.

Åen udvides med en kanal, hvorved dele af bebyggelsen placeres på en lille ø, en kompakt bebyggelse med en bebyggelsesprocent for de enkelte grunde på mellem 75 og 300. For at opnå denne tæthed varierer bebyggelsen fra 2 til 5 etager. Den nye bebyggelse orienterer sig helt konsekvent mod åen og både mht. byggestil, tæthed, friarealer og p-forhold søger man løsninger, som på enhver måde adskiller sig fra byens andre boligkvarterer. På de interne rekreative arealer indgår opholdsterrasser, bystrand, legepladser etc.

Møller & Grønborg har fungeret som bygherrerådgiver og medvirket ved idéudvikling, deltaget i styregruppen for projektet og planlagt/medvirket i offentlighedsarrangementer, workshops og særlige events i processen. M&G har udarbejdet helhedsplan og lokalplan samt forestået projektering af landskab og byggemodningsarbejderne. M&G har også medvirket i PR-arbejdet samt i bedømmelse og udvælgelse af bebyggelsesforslag.

Projektet udvikles i samarbejde med LB-Consult og med reference til en nedsat styregruppe og der er afholdt borgerworkshops, møderækker og arrangementer på pladsen mv.



Bygherre: Grenaa kommune
Status: Udført
Beliggenhed: Grenaa
Areal: 30.000 m2